Proletarer i alle lande, foren jer!

Reaktionen er dømt til at tabe, folket til at vinde, og intet og ingen kan besejre Folkekrigen i Indien!

Den revolutionære hær er nødvendig, fordi store historiske spørgsmål kun kan løses med magt, og i den moderne kamp betyder organisering af magt militær organisering.

– Lenin

Erfaring i klassekampen i imperialismens æra lærer os, at det kun er ved hjælp af geværets magt, at arbejderklassen og de arbejdende masser kan slå det væbnede bourgeoisi og de væbnede herremænd; i denne betydning kan vi sige, at kun med geværer kan hele verden omformes.

– Mao Tsetung

Som kammeraterne ved, er vores kammerater i Indiens Kommunistiske Parti (maoister), Folkets Befrielsesguerillahær og de Revolutionære Masseorganisationer og de Revolutionære Folkekomiteer, der ledes af Partiet, i øjeblikket i gang med at udvikle en modkampagne for at besejre det omringnings- og tilintetgørelsesfelttog, der kaldes »Kagaar«. Denne heroiske indsats er med rette i centrum for den Internationale Kommunistiske Bevægelses opmærksomhed som helhed, og ingen kan være ligeglad med den. Som vi tidligere har taget stilling til: I dag repræsenterer Indiens Kommunistiske Parti (maoister) for kommunisterne i verden tre store røde faner, der skiller klinten fra hveden i den Internationale Kommunistiske Bevægelse. 1. Forsvaret af marxismen-leninismen-maoismen mod revisionismen. 2. Folkekrigens vej mod fredsaftalernes, forsoningens og kapitulationens vej. 3. Den Nye Demokratiske Revolutions fane, bondestanden som basis for den antiimperialistiske kamp, mod dem, der benægter den halvfeudale karakter af de lande, der er undertrykt af imperialismen. (Lad os fejre og holde 20-årsdagen for stiftelsen af det glorværdige Indiens Kommunistiske Parti (Maoister) højt!), IKF, september 2024)

I dag bekræfter vi, Internationalt Kommunistisk Forbund, denne holdning og erklærer med udgangspunkt heri vores holdning til den aktuelle situation.

Masserne rejser sig, og den gamle orden smuldrer

Den seneste bølge af folkelige oprør, anført af en ny generation af oprørske unge i de undertrykte nationer, som startede i Indonesien og har rystet Nepal, Filippinerne, Peru, Madagaskar og Marokko, og som fortsætter med at udfolde sig endnu mere, er en mægtig manifestation af massernes magt – når de rejser sig, ryster jorden, tordner himlen, og den gamle orden smuldrer. Den voksende og stadig mere kampvillige antiimperialistiske bevægelse i de undertrykkende nationer, drevet af det dybt inspirerende heltemod hos det palæstinensiske folk i dets ukuelige Nationale Modstand mod USA-imperialismen og de israelske slagtere, viser, at proletariatet i de selvudnævnte verdensherskeres bastioner er vågnet op af sin sløve dvale og med fornyet styrke beviser, at det er sine egne glorværdige traditioner værdigt. I denne seneste periode skiller proletariatets og befolkningernes kampe i Ecuador (den igangværende nedlukning) og Frankrig (septemberkampene) sig ud ved at være bevægelser med en vigtig indflydelse af kommunisterne i afgørende områder og sektorer af de bredeste og dybeste masser og en langt mindre spontan karakter. Verden er ikke i fred, det har den aldrig været, men den bliver mere og mere oprørt af store massekampe, der som forkyndere af det nye daggry endnu en gang bekræfter, at revolutionen er hovedtendensen. Den revolutionære situation i ujævn udvikling i verden manifesterer sig kraftigt.

Hele det kapitalistiske system, i sin sidste og endelige fase, imperialismen, befinder sig i en generel krise, der accelererer. Imperialisternes krigsmageri, især drevet af den USA-imperialismens bestræbelser på at standse sin egen nedgang og genvinde tabte positioner, skaber en massiv fremdrift i militariseringen af de imperialistiske stater. Reaktion henad hele linjen, en stigende tendens mod fascisme og en massiv forværring af massernes arbejds- og levevilkår, som ikke er set i denne form i årtier, er virkeligheden over hele kloden. I en verden, hvor den mest svimlende luksus findes, er 673 millioner mennesker underernærede, og 2,6 milliarder mennesker har ikke råd til mad, der er tilstrækkelig for mennesker.

Situationen er mest kritisk i de undertrykte nationer, hvor krisen i det bureaukratiske kapitalisme forstærkes af imperialismens institutioners påbud og direkte aggression, som i Caribien (Venezuela, Colombia, Haiti osv.), hvor den USA-imperialismen åbent overtræder alle love, der nogensinde har eksisteret med hensyn til staternes suverænitet. Kampen blandt imperialisterne om kontrollen med markeder og råstoffer, »indflydelsessfærer«, kolonier og halvkolonier, det er hvad, der udgør modsætningen mellem imperialisterne, den interimperialistiske modsætning. Når denne modsætning skærpes, må imperialisterne stramme grebet om »deres« kolonier og halvkolonier for at drive deres konkurrenter ud, indføre orden med bajonetter og fuld loyalitet fra deres lakajer, og dette skærper også modsætningen mellem imperialismen og de undertrykte nationer og folk.

I den nuværende verdenssituation er der tre grundlæggende modsætninger: modsætningen mellem bourgeoisiet og proletariatet, modsætningen mellem imperialisterne (interimperialistisk modsætning) og modsætningen mellem imperialismen og de undertrykte nationer og folk. Den vigtigste modsætning er modsætningen mellem imperialismen og de undertrykte nationer og folk. Denne modsætning spiller den ledende og afgørende rolle, og det er vigtigt at forstå dette, for som Formand Mao sagde, er alle andre problemer, vi skal analysere, »let løst«.

Den øgede udvikling af de undertrykte nationers og folks Nationale Befrielsesbevægelse understreger behovet for at fusionere den med den Internationale Proletariske Bevægelse. Dette betyder med andre ord, at marxismen-leninismen-maoismen og ingen anden ideologi skal lede den verdensomspændende kamp mod imperialismen og reaktionen, hvilket kræver en total kamp mod revisionismen og opportunismen. Dette er de Kommunistiske Partiers opgave, og det kræver, at disse, ved at placere sig i forreste linje i kampen, ved at tage våben i hånden og udvikle Folkekrigen, midt i den nådesløse konfrontation mellem revolution og kontrarevolution, opbygger en mægtig antiimperialistisk front. Vi maoister ved udmærket, at uden en Folkehær har folket intet.

De væbnede proletariske fortroppe i de undertrykte nationer, de Kommunistiske Partier, der leder Folkekrigene, spiller i denne situation en afgørende rolle for udviklingen af kampen mod imperialismen, for udviklingen og den fremtidige sejr for den Proletariske Verdensrevolution. Disse Partier udgør de forreste delinger af den voksende hær af undertrykte og udbyttede, dem, der viser vejen ved at storme himlen. De er de levende eksempler på sammensmeltningen af den Proletariske Bevægelse med den Nationale Befrielsesbevægelse under ledelse af marxismen-leninismen-maoismen. I denne forstand går betydningen af de maoistisk ledede Folkekrige langt ud over deres nationale betydning, de er afgørende for kampen for kommunismens sejr i hele verden.

Ikke alene ved vi dette, fjenden er endnu mere bevidst om dette end mange selvudnævnte »revolutionære kommunister«. Derfor gør imperialisterne og de reaktionære, især USA-imperialismen, der stadig udfylder rollen som verdens gendarme for kontrarevolutionen, en enorm indsats for at undertrykke Folkekrigene med blod og ild.

Revisionisme og opportunisme, som de ynkelige tjenere for udbytterne, de er, spiller også deres rolle, en rolle, der er farligere end noget andet våben i kontrarevolutionens arsenal. Disse modbydelige skabninger og ideer infiltrerer rækkerne af den antiimperialistiske og revolutionære -bevægelse, og de forsøger at tilrane sig ledelsen af de Kommunistiske Partier ved hjælp af alle mulige ondsindede intriger og tøver ikke med at samarbejde på alle måder med det politiske politi og mord-virksomheder som CIA og lignende. I nogle tilfælde opnår de midlertidige succeser, som i tilfældet med Öcalans forræderi og PKK’s likvidationisme mod det kurdiske folks aspirationer om retten til national selvbestemmelse, eller i de tilfælde, hvor de kunne splitte den antiimperialistiske bevægelse ved at sætte den ene del af Den Nationale Modstandsfront i Palæstina op mod den anden.

Det er i denne generelle historiske og politiske kontekst af kamp mellem revolution og kontrarevolution, vi skal se den episke kamp, som vores kammerater i Indien kæmper i øjeblikket.

»Operation Kagaar« vil mislykkes, CPI (maoister) vil sejre

»Operation Kagaar« udfolder sig som en streng anvendelse af den ondsindede strategi med den såkaldte »lavintensitetskonflikt« (LIC), udviklet af USA-imperialismen. Det er særligt tydeligt, at man i »Operation Kagaar« anvender de erfaringer, som USA-imperialismen har gjort sig i kampen mod Folkekrigen i Peru. Dette er en praktisk tilståelse af, hvor farlig imperialisterne og de reaktionære anser Folkekrigen i Indien for at være. Fjendens rasende, blodtørstige kampagne er et udtryk for deres frygt for den revolutionære bevægelses styrke.

Den stærke centralisering i hænderne på Centralregeringen og samlingen af kommandostrukturerne for politiet, efterretningstjenesterne og hæren, kombineret med et fuldstændigt angreb på enhver form for opposition fra intellektuelle, progressive og endda parlamentariske partier (selv Kongrespartiet er blevet beskyldt for at samarbejde med »Urbane-Naxallitter«!), sikrer, at den bureaukratiske godsejerstats fulde magt kan rettes mod den revolutionære bevægelse. Hæren leder militærkampagnen direkte, der anvendes luftbombardementer, »specialstyrker« leder hovedkontingent af paramilitære og politistyrker. Den drakoniske forfølgelse med tortur, voldtægt og bortførelse/»forsvinden« mod demokratiske organisationer, der tidligere kunne operere relativt frit, for at bringe Partiets kommunikationskanaler til tavshed og skabe et socialt klima domineret af hvid terror. Brugen af et system med »sikre landsbyer« (i praksis koncentrationslejre) og »Forward Operational Bases« med militærbaser i centrum af et »tæppe-kontrol sikkerhedssystem«. Brugen af »civile aktionsprogrammer«, »venligt politiarbejde«, forsøg på at »købe« masserne ved at udnytte deres fattigdom ved at uddele varer. Bestræbelserne på at gennemføre desinformationskampagnen som en del af den psykologiske krigsførelse for at nå ud til alle fjerntliggende landsbyer (CRPF distribuerede titusinder af radioer i Bastar). Politikken med at mobilisere godsejernes håndlangere, renegater og tvungne masser til kontrarevolutionære militser (som »District Reserve Guard«) for at få masserne til at bekæmpe masserne. Massive programmer for forrædere og renegater, med amnesti og økonomisk »kompensation« til dem, der »angrer« og »slutter sig til hovedstrømmen«. En centraliseret mediedækning, hvor den gamle stats styrkers tab dækkes over, mens deres »succeser« blæses op til uforholdsmæssige proportioner, intensiv dækning af renegate kadrer og billeder af »masseovergivelser« (ikke sjældent iscenesatte).

Alt dette, der i dag sker i Indien, ligner meget det, som de USA-imperialisterne gennemførte i Peru i begyndelsen af 1990’erne. Som de indiske kammerater har udtalt: »Programmerne til bekæmpelse af oprør i Indien styres direkte af de imperialistiske kræfter, især USA-imperialisterne. I oprettelsen af det Nationale Antiterrorcenter (NCTC) og den igangværende operation Kagaar spiller USA-imperialisterne en afgørende rolle.«

USA-imperialisterne og deres indiske »partnere« følger en langsigtet plan. De improviserer ikke. De har studeret CPI (maoister) i lang tid og ved, at det Kommunistiske Parti kun kan påføres alvorlige slag, når de har været i stand til at infiltrere det og/eller få samarbejdspartnere i dets rækker. Det er en del af LIC-strategien at forsøge at splitte oprørsstyrken, og til dette formål forsøger de reaktionære kræfter at gribe aktivt ind i dens interne liv. Særligt vigtige ledere bliver myrdet eller fængslet, mens de kendte højreorienterede får lov at leve. Generalsekretær Basavaraj gav sit liv for at fortsætte Folkekrigen indtil sejren. Hans heltemodige modstand til sidste åndedrag mod fjendens angreb sammen med de mere end 20 ledende kadrer, der nægtede at give op, var et stærkt eksempel givet af en kommunist, der var bevidst om sin rolle som leder af Partiet og vejleder for Folkekrigen, mens »Sonu«, der prædiker kapitulation, stadig lever – der er ingen tilfældigheder i politik. Ligesom revolutionærerne forsøger at udnytte modsætningerne i fjendens lejr maksimalt, gør de reaktionære det samme.

Formand Mao Tsetung lærer os, at de interne faktorer altid er afgørende, og i de øjeblikke, hvor kampen mellem revolution og kontrarevolution skærpes, hvor der undergås vigtige hårde tider eller tilbageslag, opstår tendensen til kapitulation. Oprindeligt opstår den som ideer og forestillinger, men snart kan den udvikle sig til en revisionistisk linje og forræderi og samarbejde med reaktionen. Centralkomiteen for CPI (maoister) fordømmer og afviser Sonus klike, der har forrådt Partiet og revolutionen. Den renegate Sonu var repræsentant for tendensen til forsoning, kapitulation, ensidig tænkning og frygt for døden, hvilket strider mod Partiets og marxismens-leninismens-maoismens principper. Han tyer til de gamle, udslidte argumenter og beskylder CPI (maoister) for at være ultra-venstreorienterede, for at »afvise lovlig kamp«, for at gå imod princippet om den revolutionære krigs almagt, om langvarig Folkekrig og i sidste ende imod CPI (maoister)’s militære linje. Som CPI (maoister) har fordømt, lå der i det politiske grundlag for Sonus revisionisme en benægtelse af det indiske samfunds halvfeudale karakter, at den vigtigste modsætning var ændret til modsætningen mellem proletariatet og bourgeoisiet, og et forsøg på at likvidere den Nye Demokratiske Revolution og Folkekrigen.

Sonu og hans klike modsatte sig to-linje kampen, modsatte sig partiets demokratiske centralisme for at lede en sammensværgelse med det formål at splitte Partiet. Det blev tydeligt, at sådanne holdninger og argumenter mod Partiets principper var en undskyldning for at forsøge at likvidere Partiet, kapitulere fra Folkekrigen og snart slutte sig til kontrarevolutionens rækker og begynde at overdrage Partiets dyrebare våben til kontrarevolutionen.

Centralkomiteen for Indiens Kommunistiske Parti (maoister) påpeger:

»De forsonende tendenser, som Sonu og Satish har næret i årtier, blev gradvist omdannet til forsoning, og med Operation Kagaar blev denne forsonende opportunisme omdannet til forræderi og kontrarevolutionær handling. Vi kunne ikke vurdere denne udvikling korrekt i tide. Som følge af denne fiasko udnyttede de begge deres lederstillinger til at påføre den revolutionære bevægelse alvorlig skade. Vi informerer den revolutionære lejr om, at vi vil revidere denne fiasko og drage de nødvendige konklusioner.

(…)

Selvom Sonu og Satish overgav sig i dag og en anden overgiver sig i morgen, lover vi folket, at vores parti aldrig vil overgive sig til fjenden. Så længe der findes klasser, vil klassekampen – i sin højeste form, Folkekrigen – fortsætte; dette er en historisk regel. Overgivelserne kan ikke ændre denne regel. Derfor vil vi, selv i midlertidige tilbageslag, gå fremad med stor tillid og mod i kampen for den revolutionære bevægelses fremskridt. Den endelige sejr vil tilhøre folket. [ikke original, genoversat fra den portugisiske version]

Den grundlæggende linje for Indiens Kommunistiske Parti (maoister), den vej, der skal følges for den indiske revolution, den Langvarige Folkekrig, for at erobre magten i hele landet og kulminere den Nye Demokratiske Revolution og derefter fremme den Socialistiske Revolution og marchere mod kommunismen – som fastlagt af Partikongressen og de Grundlæggende Dokumenter – er korrekt uden nogen mulig tvivl. Dette er den eneste marxistisk-leninistisk-maoistiske linje, og enhver anden linje er revisionistisk forræderi. Uanset hvad Partiets centralkomité måtte konkludere, efter at kammeraterne har kunnet opsummere erfaringerne fra den aktuelle periode, uanset hvilke justeringer de måtte foretage med hensyn til spørgsmål om taktik og anvendelse, vil intet ændre dette.

Hvert midlertidigt tilbageslag, såsom tabet af et baseområde, genoprettelsen af den gamle stats magt i nogle områder, hvor de Revolutionære Folkekomiteer eksisterede, er intet fremmed for maoister. Baseområderne er i deres essens flydende, som et udtryk for den form, hvorpå Folkekrigen udvikler sig, gennem en proces, hvor de to konkurrerende sider, revolutionen og kontrarevolutionen, forsøger at omringe og tilintetgøre hinanden, indtil revolutionen sejrer endeligt. Folkekrigen i Kina udviklede sig på den måde, og det samme gælder alle Folkekrige, der er blevet udkæmpet indtil i dag. Under Partiets absolutte ledelse vil PLGA mobilisere, politisere, organisere og bevæbne masserne, og den nye magt vil blomstre igen, genvinde tabte områder og erobre nye.

Internationalt Kommunistisk Forbund står fast, skulder ved skulder, med CPI (maoister), Folkets Befrielsesguerillahær, masserne i den Revolutionære Front på landet og i byerne, under marxismen-leninismen-maoismens fane, Folkekrigens fane, og afviser og fordømmer ethvert forsøg på at sprede forvirring, pessimisme og kapitulation. Vi er fuldt overbeviste om, at vores kammerater i Indien, ledet af Centralkomiteen, vil besejre LIC-strategien ved at udvikle mere Folkekrig. Intet kan besejre de organiserede massers magt, og under ledelse af den proletariske fortrop i den indiske revolution, det glorværdige CPI (maoister), vil det indiske folk fortsætte med at bortfeje imperialismen, bureaukratisk kapitalisme og halvfeudalisme med Folkekrig, det vil sejrrigt kulminere den Nye Demokratiske Revolution, erobre Magten i hele landet og opbygge Socialismen og med Kulturelle Revolutioner marchere frem mod kommunismen sammen med resten af menneskeheden. Dette er opfyldelsen af historiens love, det er et udtryk for selve loven om materiens bevægelse – forræderne kan sige, hvad de vil – det er en kendsgerning.

Revisionisme er den største fare i den Internationale Kommunistiske Bevægelse

De revisionistiske holdninger hos renegaten Sonu og hans klike og hans forræderi er ikke et fænomen, der er forbeholdt Indien; de er også et udtryk for revisionistiske holdninger, der findes i IKB, hvor der er åbne og skjulte tilhængere af renegaten Sonu. Derfor må vi tage ved lære af begivenhederne og betragte det, der skete med Sonus forræderiske klike, som en vigtig advarsel for den Internationale Kommunistiske Bevægelse og en opfordring til at intensivere kampen mod revisionisme og al opportunisme, og især mod kapitulations- og forræderiske tendenser. At slutte rækkerne med CPI (Maoist) er at bekæmpe Sonus tilhængere i IKB og feje alle revisionistiske og opportunistiske holdninger, der konvergerer med hans holdninger, af vejen.

De, der propaganderer for at benægte de undertrykte landes karakter som halvkoloniale og halvfeudale lande, hvor bureaukratisk kapitalisme udvikler sig, det være sig ved at genoplive trotskistiske gamle slogans om »afhængige kapitalistiske lande« eller Kautskys teori om »nye imperialistiske lande«, bliver altid fodret som slagsbrødre af deres imperialistiske herrer med »nye økonomiske data«, der for småborgerlige wannabe-»intellektuelle« uden stærke rødder blandt masserne tilslører udbyttelsesforholdene og imperialismens økonomiske forhold, og er sande agenter for borgerskabet. Den vigtigste kraft i den verdensomspændende proletariske revolution i dens nuværende udviklingsfase er den Nye Demokratiske Revolution ledet af proletariatet gennem dets Kommunistiske Partier, og det er netop det, revisionismen ønsker, at vi skal glemme, idet den som altid påberåber sig »nye forhold« og beskyldninger om »ultra-venstresiden«.

I dagens verden lever vi i en tid med historisk acceleration, hvor kommunister over hele verden opfordres til at engagere sig i store kampe for at placere sig i forreste række af begivenhederne og udvikle revolutionens subjektive kræfter. Formand Mao lærte os, at frygt er i modstrid med revolutionen, og at kun dem, der ikke frygter at blive skåret i tusind stykker, kan vælte kejseren. Sonu, hans frygt for døden og ensidige analyse, repræsenterer den kapitulationistiske ånd, der er i modstrid med

revolutionen. Derfor opfordrer vi hele IKB til at lære af disse erfaringer, som CPI (maoister) endnu en gang viser os, at revisionismen er den største fare, og at vi må skærpe kampen mellem de to linjer for at bekæmpe den i vores rækker og fremme behovet for at overgive sig fuldt ud og uselvisk til revolutionen.

Det er på tide at lukke rækkerne tættere end nogensinde med CPI (maoister)

Det er nødvendigt at styrke og hæve den internationale revolutionære og antiimperialistiske bevægelses støtte til Folkekrigen i Indien til nye højder. Vi må være medhjælpere i at besejre »Operation Kagaar«.

I løbet af de sidste to årtier har CPI (maoister) været en kilde til den stærkeste inspiration for kommunister og revolutionære over hele verden. Faktisk blev mange af de proletariske revolutionære fra de nye generationer, der nu spiller en afgørende rolle i kampen for at genopbygge den antiimperialistiske og revolutionære bevægelse i mange lande og yder værdifulde bidrag til kampen for rekonstitueringen af de Kommunistiske Partier, vundet over af den maoistiske fortrop gennem indtrykket af den revolutionære transformation af virkeligheden gennem Folkekrigen ledet af CPI (maoister), en proces, der ligner den, hvor Formand Mao sagde, at salverne fra Oktoberrevolutionens kanoner bragte marxismen-leninismen til Kina. Selv hvis man kun tager dette faktum i betragtning, ville det være nok til at bevise betydningen af den Nye Demokratiske Revolution, der udfolder sig i Indien, for verdensrevolutionen. Men selvfølgelig er betydningen af revolutionens udvikling i verdens mest folkerige land langt større end det. Massenes vægt afgør det endelige udfald af krigen for at besejre imperialismen, og vores fremskridt eller tilbagegang i Indien er derfor afgørende for styrkeforholdet mellem revolution og kontrarevolution i hele verden. Som proletariske internationalister har vi en højtidelig pligt til at stå fast ved vores kammeraters side i Indien, og vi må fortsætte med at gøre det med en fast overbevisning om, at det, der står på spil, er tempoet i verdensrevolutionens udvikling.

Vi må fordoble vores indsats for at udvikle den internationale kampagne til støtte for Folkekrigen i Indien. Vi må ikke tillade, at imperialismens skændige plan, som en del af dens LIC-strategi, og de indiske reaktionære, med hjælp fra afskydere og forrædere, spreder forvirring og pessimisme, lykkes. Vi må afsløre fjendens psykologiske krigsførelse ved at øge bevidstheden hos vores egne styrker og masserne generelt med marxismen-leninismen-maoismens sandhed og udvikle vores ideologiske og politiske modoffensiv. Vi må skynde os at kæmpe på alle fronter for at bekæmpe alle angreb på vores indiske kammerater. Vi må slå imperialisterne i ryggen og gøre alt, hvad vi kan, for at sabotere deres planer. Vi må forene alle, der kan forenes, for at besejre »Operation Kagaar« – og LIC-strategien generelt – for at sikre sejren for den Nye Demokratiske Revolution i Indien gennem dens eneste vej, Folkekrigen.

Vi opfordrer de Kommunistiske Partier og revolutionære organisationer, verdens antiimperialister og alle, der er imod reaktion, til hurtigt at fremme opbygningen af den Antiimperialistiske Front ved at kæmpe for at kanalisere massernes voksende antiimperialistiske følelser og protester ind i en mægtig strøm af aggressive aktioner med Folkekrigene som kerne. Denne proces må nu tage et spring fremad, for det, vi har gjort indtil nu, er ikke nok. Marxister-leninister-maoisterne i alle lande må gøre alle nødvendige bestræbelser og tilpasninger for at udfolde deres aktivitet i denne retning. Vi, Internationalt Kommunistisk Forbund, vil udfylde vores rolle med endnu større beslutsomhed og vilje.

LEVE INDIENS KOMMUNISTISKE PARTI (MAOISTER)!

ÆR DE FALDNE HELTE OG FØLG DERES VEJ I FOLKEKRIGEN!

NED MED »OPERATION KAGAAR«!

LEVE FOLKEKRIGEN I INDIEN!

LEVE MARXISMEN-LENINISMEN-MAOISMEN!

Internationalt Kommunistisk Forbund

Oktober 2025